
BIO
Behind the Words
Om mig
Jeg hedder Maria, og jeg er en norsk dansklærer, som er vild med natur, historier og mad.
Jeg er født og opvokset med danske forældre i en bygd i Vestnorge. Da jeg blev færdig med gymnasiet, flyttede jeg til København for at finde ud af, om jeg var dansk eller norsk. Efter et par år med arbejde besluttede jeg at læse til lærer. I 2013 blev jeg færdiguddannet udskolingslærer med linjefagene dansk og engelsk. Sidenhen har jeg suppleret op med linjefag i historie og samfundsfag, fordi jeg elsker at lære nyt.
Jeg er rigtig glad for mit arbejde som lærer og nyder at være en lille del af de unge menneskers livsrejse.
Når jeg ikke underviser, bruger jeg meget tid på at skrive. Det blev for alvor noget jeg brugte meget tid på i 2019, og det optager mere og mere af min tid og interesse. At skrive for mig er at forsvinde ind i en verden af muligheder, menneskeskæbner, tidsperioder og fantastiske steder, som kun er tilgængelige i fantasiens verden. Imens jeg skriver, er det ofte som en film, der spiller for mine øjne. Til at starte med er det kun sorte bogstaver på en hvid baggrund, men ganske hurtigt dukker billederne op. Det er den vildeste følelse at få lov til at skabe og lege dirigent i en historie.
Mine historier handler om mennesker, natur og mødet mellem dem. Jeg drømmer om at skrive flere historier til både voksne og børn, som underholder, udfordrer og sender folk på de samme fiktive rejser, som jeg selv tager på, når jeg skriver dem.
Det er også mig
- Jeg har solgt køkkener i IKEA
- Jeg har flere gange hoppet i koldt vand med tøj på
- Jeg slapper af med norsk naturreality
- Jeg spiser nemt en boks Ben&Jerrys is på en time
- Jeg elsker følelsen af at stå på toppen af et fjeld
- Jeg har to katte, som jeg snakker med dagligt
- Jeg snebader med glæde
- Jeg synger, når jeg er træt
- Jeg strikker så ofte, jeg kan
- Jeg er et udtalt B-menneske (måske c)
