Den brune læderhandske

Livet er fuld af små møder; mellem mennesker, med natur og møder med genstande. I går mødte jeg en brun læderhandske.

Har du oplevet at få øje på en mønt i en vandpyt, når du står ved busstoppestedet, eller på et slasket kondom i en mose, eller hvad med en halvt spist bagel på en fortovsbænk? Skrald, tænker du nok, og jeg er tilbøjelig til at give dig ret, men hvis du tænker over tingens vej dertil, og hvem der har efterladt den, er det i virkeligheden en mikrofortælling om et liv, en historie og et menneske.

I filmen "Den eneste ene", bliver der sagt: "Hvis I to var Ludobrikker, var I så slået hjem nu?" En personificering og et billede på, hvordan vi ofte bruger ting til at beskrive, hvordan vi har det. Vi kan for eksempel også føle os kørt over af en damptromle eller føle os som en slatten karklud. Så de tilsyneladende små ting rummer mere betydning end som så.

I denne uge mødte jeg en handske. Ikke to, men én efterladt, lysebrun læderhandske, som lå i en gammel, smuk byport i København. Jeg mødte den på et tidspunkt, hvor jeg havde et mylder af tanker og bekymringer, men mødet med handsken fik mig til at skifte fokus. Hvem havde tabt det? hvornår, hvorfor? Jeg kiggede mig omkring, men der var ingen. I et splitsekund var opmærksomheden flyttet fra mit eget ukonstruktive rod til en smuk handske, som lå ensom og forladt.

Jeg afleverede den i en reception, som lå lige derved, og jeg havde det som om, jeg havde sørget for en forladt person. Ja, det lyder skørt, men hvis en enkelt handske kan rumme så meget liv og så mange potentielle fortællinger, og som ovenikøbet kunne stoppe mit tankespin, så fortjener den min omsorg. Hvis min dag havde været et klassisk eventyr, så havde handsken været både objektet og hjælperen, så lad os hylde de små genstande, der optræder som betydningsfulde statister i vores liv.